Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Bare rolig, der er ikke noget kønsligt kontroversielt i min anvendelse af det gamle ordsprog. Det handler kun om Champagne. Kig lige på landkortet. Champagne ligger langt modnord. Reims er placeret på 49,2° nord og hvad værre er så ligger vinområdet ikke langt fra Atlanterhavet og alle nordeuropæere ved udmærket, hvilke vejrsystemer, som kommer væltende derudefra! Lavtrykssystemer med masser af nedbør – hele året. Champagne er presset, i hvert fald hvis man vil dyrke druer og det gør de jo i stor stil. Det var romernes skyld. Overalt, hvor legionerne overvandt lokale folkeslag og stammer og efterfølgende bosatte sig, havde de vinplanter med. Man skulle jo have noget at drikke. Romerne fandt et skovbevokset blidt bakket landskab, vindhærget, vådt og alligevel behageligt varmt og de konstaterede også at jorden mange steder var ekstremt næringsfattig og ikke tillod særlig vellykket korndyrkning. De vidste udmærket, at vinplanten er nøjsom af natur og de vidste også at den bedste vin ofte kom fra netop de mest fattige jorder. De plantede efter al sandsynlighed vin på nordsiden af floden, som sidenhen kom til at hedde Marne. Floddalen er dyb og eksponerer hele nordbrinken direkte mod syd og nogle steder er der endda ”grydeeffekt” og ekstra varme. Sol og varme – druerne kunne modne. I middelalderen talte man allerede om vin de rivière og vin de la montagne – vin fra floden og vin fra ”bjerget”. Var der forskel? Hvad kunne den ene og hvad kunne den anden?

Gennem hele vinhistorien har vin fra Champagne dog kæmpet med den placering og modenheden. Kunne man finde en vej til mere krop på vinene og mindre surhed? Et er den specifikke placering af vinplanterne, noget andet er måden druerne behandles på og her fandt man først på at tilsætte lidt ekstra sukker til selve den alkoholiske gæring, så gæren havde mere sukker at arbejde med. På den måde kunne man hæve alkoholprocenten og bygge lidt mere krop på vinene, men det var først i løbet af 1800-tallet, at man systematisk begyndte at tilsætte ekstra gær og sukker til en færdiggæret vin for både at få bobler og yderligere en ekstra alkoholprocent. Champagneproducenterne opdagede også, at den døde gær i flasken tilførte en anderledes mundfornemmelse. De kendte ikke den enzymatiske proces, men kunne bare konstatere at vinen fyldte mere i munden, smagte af mere, bredere, mere intenst.

Pointen er, at det er lige præcis placeringen af Champagne, højt mod nord, kuldeplaget, regnvådt, næringsfattigt i kombination med den tekniske metode, der giver den uforlignelige dobbelthed af lethed, skyhøj syre, friskhed og umamipakket rigdom. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Champagne kan ikke laves andre steder end her. Pinot noir og chardonnay bliver ikke gjort til boblevin med mere finesse nogetsteds i verden.

Og det går godt i Champagne. Området har gennem de seneste ti år haft verdens højeste gennemsnitspriser for et ton druer. Ingen overordnede vinregioner er i nærheden. Derfor er alle også glade. Bønder og købmænd, vindyrkere og vinmagere. Champagnes vinbønder med ejendomme helt ned til omkring 1 hektar kan faktisk have en fin indkomst selvom den slags landbrugsstørrelser ikke er fuldtidsbeskæftigelse. Sådan er det ikke i Bourgogne og sådan er det SLET ikke i Bordeaux. Vinbønder og vinkøbmænd forstår hinanden i Champagne og sidder endda med lige stor vægt i bestyrelsen for Comité Champagne, områdets formelle portvogter og regelbeskyttende organ. Ingen andre vinområder i verden har været så stærke som Champagne til at gøre områdebetegnelsen til en typebetegnelse. Champagne var et brand før det blev en appellation, men i dag er Champagne begge dele og der er ingen tvivl om, at det er en styrke. Dermed ikke sagt, at Champagnes enestående brand value ikke har negative sider – for det har den. Rigtig mange siger champagne om al vin med bobler. Det fortæller alt om gennemslagskraften, men det åbner samtidig for misforståelser. Når vindrikkere siger de ikke kan lide champagne kan det sagtens være fordi de kun har drukket Henkell Trocken eller fornærmende billig cava og har fået en grum oplevelse. Da det franske appellationssystem blev skabt i 1930erne handlede det om varemærkebeskyttelse – også for Champagne, men det bemærkelsesværdige var og er fortsat, at Champagne kun ville have én appellation: Champagne. Tænk på Bordeaux, de endte med 60 appellationer –Bourgogne har 84! Champagne har én! (ja, jeg ved godt de stille vine kan sælges som Côteaux Champenois og at der nede i det sydligste Champagne findes en rosé-appellation, men i det overordnede billede er de begge ubetydelige).Champagne er Champagne og har en lang række strikse produktionsregler, krav til markarbejdet og lagringstider, som både sigter på at holde kvaliteten og holde et homogent udtryk. Samtidig har salgssuccesen forstærket behovet for flere druer og løbende er appellationsområdet siden Anden Verdenskrig blevet udvidet til de nuværende 319 landsbyer/kommuner. Andre vinområder med fokus på mousserende vin er kommet til. Cava, Trentodoc, Franciacorta og Corpinnat, nogle af dem med endnu strammere krav en Champagne, men ingen af dem er i nærheden af Champagnes brand value. Til gengæld har konkurrencen øget behovet for at få banket ind i forbrugeren, at champagne er fra Champagne og dermed kommer fra et helt bestemt sted i Frankrig. Vinverdenens generelle fokus på det stadigt mere præcise sted og det såkaldt stedafhængige, det franskmændene så smukt kalder for le terroir, har dog også presset Champagne til at tale om endnu mere detaljeret oprindelse.

I dag ved mange champagnefans, at chardonnay vokser bedst i Côte des Blancs, at pinot noir klarer sig meget bedre på Montagne de Reims (og nu er der vist også noget med Côte des Bar 😊) og meunier fylder det hele i Vallée de la Marne. Men vi skal dybere ind. Champagnes gamle prisafhængige klassifikationssystem har 17 grand cru-landsbyer, mens mange entusiaster endda kender de bedste premier cru-landsbyer som Cumières, Hautvillers, Vertus, Cuis, Ecueil og Mareuil-sur-Aÿ. Selvom Salon var Champagnes første champagne fra én landsby lanceret med 1905-årgangen og Philipponnats Clos des Goisses var Champagnes første champagne fra én specifik vinmark lanceret med 1935-årgangen, så er det først for alvor fra 1990erne, at enkeltmarkschampagnerne dukker op i større antal og siden årtusindeskiftet er mængden eksploderet.

Vi er derfor lige nu i en ekstremt spændende tid, hvor styrken for de store såkaldte Grandes Marques aldrig har været større og, hvor mængden af stærke og dygtige small scale domænechampagner konstant vokser. Begge grupper svømmer lystigt rundt i Champagnes brand value, drager fordel af den, men fortolker vinen på ret forskellige måder. Hvad er bedst eller finest? Krugs Grande Cuvée blandet af op mod 150 forskellige basisvine på tre forskellige druesorter og bunkevis af forskellige frugtoprindelser eller PierrePeters’ Les Chétillons fra én navngiven mark i Le Mesnil-sur-Oger på frugt fra én årgang? Sammenligningen mellem Rundetårn og tordenskraldets højde ligger ligefor; umuligt at afgøre, men oplægget til uendelig (forhåbentlig venskabelig) diskussion er givet. Pointen er at begge verdener eksisterer og hjælper med til at øge områdets status.

Min sidste aktuelle pointe er: tre hoveddruesorter ja, kendere ved godt, at der er syv i alt, ja faktisk otte nu med den nyeste tilføjelse, men Champagnes udtryk har indtil nu overordnet været meget homogent. Det har domænechampagnernes fremkomst været med til at ændre på. Faktisk har det på det seneste forbløffet mig, hvor forskellige udtryk champagne lovligt kan have. Det er meget muligt, at reglerne er teknisk stramme og Champagne som appellation og brand kæmper for at bevare et vist homogent udtryk, men reelt lader kontroludvalget fuldstændig vilde stilarter slippe igennem ”nåleøjet” fordi de prioriterer, at have avantgarden INDENFOR murene af appellationen. Tænk lige over det! Andre steder i Frankrig er avantgarden hoppet ud af appellationen, men IKKE i Champagne. DET styrker også. I Champagne går det godt.

‍