Bourgogne er vinverdenens Mekka, Rom, Jerusalem, Estadio Bernabéu og Augusta National på én gang! Et sted man gerne vil hen bare én gang i livet – eller bare blive der, drikke vinen, mærke stedet og luften, som er fuld af gæringsdampe, vilde planter mellem vinrækkerne og den umiskendelige lugt af hyperaktive jublende glade vinfans, der har nået centrum, kernen, selve vinens sjæl.

Beklager min begejstring, men Bourgogne er og bliver noget særligt. Sådan var det ikke engang. Endda for ganske nyligt. For bare 30 år siden kunne Domaine de la Romanée-Conti ikke sælge al sin vin. I samme periode kunne man på ingen måde skabe en karriere på opkøbt frugt fra scratch, ingen fik berømmelse og blitzhype på én årgang. Der skulle slides for sagerne. Tænk sig; selveste Aubert de Villaine fra Domaine de la Romanée-Conti rejste engang på landevejen med kufferten fuld af flasker for at overbevise velhavende amerikanere om værdien af håndlavet pinot noir og chardonnay. Bourgognes nuværende status som verdens mest fornemme, efterspurgte, idealiserede og vinsjælstilnærmede område er kommet over en 30-40- årig periode.

De er skøre de romere…
Romerne startede det hele. Da de i løbet af det første århundrede før Kristi fødsel erobrede det område de kaldte Gallien, havde de vinkundskaberne med. Der findes arkæologisk evidens for romersk vindyrkning ved Gevrey-Chambertin fra det første århundrede efter Kristi fødsel, men vi aner intet om druesorterne. Romerne havde dog forstand på vindyrkning, kendte udmærket til behovet for gode dræningsforhold i relativt regnfulde vinområder, vidste at druerne bedre kunne modnes, hvis vinrækkerne stod på skråninger, men det var først med de store middelaldermunkeordner som Benediktinerne og Cistercienserne, at det vi i dag kender som Côte d’Or blev gjort vinmarksklar. Der var krat på skråningerne, som de møjsommeligt fjernede og anlagde marker på, hvor ingen kunne forestille sig at et Paradis-nært valfartssted skulle opstå.

Clos de Bèze var først under det navn vi kender i dag allerede i 600-tallet, Clos de Vougeot kom til i 1200-tallet, men i 1395, hvor Burgund, ja det hed det dengang, var blevet et særdeles indflydelsesrigt og stort hertugdømme med lige så stor magt som Paris-Frankrig, var der kamp om druesorterne. Pinot, som nu blev nævnt med eget navn, var i småkrise, truet af druesorten gamay, der gav langt højere udbytter. Hertug Philippe le Hardi, på dansk Philip den Dristige, forbød dyrkning af og vinfremstilling på gamay – han kaldte den ligefrem illoyal. Siden har gamay levet en skyggetilværelse, forvist til Beaujolais og til ringe placeringer i Côte d’Ors yderkroge. Meget tyder på, at den er på vej tilbage i lyset… relativt i hvert fald. Bourgogne ligger ikke godt for eksport og blev aldrig lige så stor en succes udenfor Burgunds eller senere Frankrigs grænser som Bordeaux. Det er selvsagt anderledes i dag, men det præger stadig mentaliteten i Bourgogne. Hvor Bordeaux er udadvendt, åben for verden, eksportfokuseret og marketingorienteret, er Bourgogne bondementalitet, i en vis forstand snæversynet, fjern fra trends, moder og marketing. Det er netop den ånd vi elsker i dag. De sidste 150 års historie rummer vinluskatastrofe, fattigdom og en periode efter anden verdenskrig, hvor genopbygningen af områdets status gik over fokus på kvantitet med hjælp fra nye moderne sprøjtemidler og kunstgødning. Den slags hærgede mange vinområder, men i Bourgogne gik det særligt vidt – så galt, at jordbundsanalyser i 1980’erne viste mindre mikroflora og mikrofauna i jorden end Sahara!

I dag er alt meget bedre. Vinidealet for langt de fleste entusiaster er small scale, håndværksproduktion, naturskånsomme dyrkningsmetoder, mikroparceller og skrøbelige druesorter – en slags antitese til højmodernitet og teknologisk tilgang. DET kan Bourgogne.

Områderne
Bourgogne består af fem områder. Hvert af dem har landskabsmæssige kendetegn og deraf følgende varierende fokus på druesorter. Længst mod nord ligger Chablis, eller det som de officielle Bourgognemyndigheder hellere vil have os til at kalde Grand Auxerrois. Årsagen er, at der efterhånden ikke kun findes alvorlig vindyrkning i Chablis-appellationen rundt om landsbyen med samme navn, men derimod i flere spændende pletvise helt lokale fine forhold i den nordligste del af regionen, hvor man sådan set er tættere på Paris end på Dijon. I Grand Auxerrois dominerer chardonnay, stærkt endda! Fra mergelbakkerne får man chardonnay i druens mest stenede udgave. Moderat i alkohol på grund af placeringen omkring den 47. breddegrad og nærheden til Atlanterhavet, oftest uden aromatisk fadpåvirkning fordi frugtens egen rigdom er for svag til at klare det. Chardonnay fra Chablis og Grand Auxerrois kan smage af østerssaft, citronvand og dugdråber på kalksten. En hvidvin, som både er svær at forstå storheden i og nem at drikke fordi den ikke forstyrrer nogen. På det seneste kommer der masser af letbenet, men forfriskende rødvin fra områdets mindre appellationer som Irancy, Bourgogne-Epineuil og Bourgogne-Côte d’Auxerre.

Mellem Chablis og Dijon er der 140 kilometer og næsten ingen vinmarker, men lige syd for Dijon starter luksusstrøget. Côte d’Or er delt i to næsten lige store halvdele. Côte de Nuits mellem Dijon og Corgoloin og Côte de Beaune mellem Ladoix-Serrigny og Chagny. Skråningsforløbet vender mod sydøst overordnet og netop den eksponering er helt perfekt for den følsomme pinot noir. Ikke for koldt og ikke for varmt, mens jorden hele vejen besidder vældige dræningsegenskaber. Lige som i Chablis spiller kalk en central rolle, men i Côte d’Or er underjorden hård kalksten og overjorden varierende opblandinger af brun ler med forvitret kalksten. Det fører alt for vidt at gå i detaljer her, men muligvis af tilfældige historiske årsager (det siger kynikerne… eller realisterne i hvert fald) er det endt med pinot noir-dominans, totalt endda, i Côte de Nuits og mere ligelig fordeling mellem chardonnay og pinot noir i Côte de Beaune, selvom de fleste klart opfatter Côte de Beaune som chardonnays Paradis. Næsten samtlige kommuner i Côte d’Or får mundvandet frem hos eleganceelskere; Vosne-Romanée, Chambolle-Musigny og Gevrey-Chambertin især, men i dag er selv de mindst profilerede kommuner som Santenay, Saint-Romain, Pernand-Vergelesses og Auxey-Duresses blevet små stjerner.

Syd for Chagny starter Côte Chalonnaise, hvor landskabet åbner mere op og bliver mindre tydeligt skråningseksponeret mod sydøst, brydes op i flere parallelle bakkeforløb og tidligere gik for at være fattigmandsbourgogne med klart rustikke tendenser. Sådan er det slet ikke mere. Côte Chalonnaise og det lille naboområde Côte du Couchois er blevet jagtmarker for godtkøbskramjægere. Både Bouzeron, hvor den genopvækkede aligoté-drue har sit fineste hjemsted, Rully, Mercurey, Givry og Montagny kan lave chardonnay og pinot noir i verdensklasse og priserne er ikke stukket af endnu.

Længst mod syd, mellem Montagny og Tournus, starter Maconnais, som tager navn efter byen Macon i den sydlige ende af området. Maconnais er chardonnay-land, men pinot noir findes og længst mod syd findes endda små mængder gamay. Maconnais’ status blev løftet enormt i 2020 da appellationen Pouilly-Fuissé fik premier cru-marker. Ingen appellationer i Maconnais havde indtil da haft det prestigegivende niveau af vinmarker og i 2025 følger både Pouilly-Loché og Pouilly-Vinzelles efter premier cru’er. Chardonnays kvalitet i Maconnais er hævet enormt fra tidligere tiders maskinhøstede og ofte noget tropefrugtsprægede aromaer. Så meget at de bedste af Pouilly-Fuissés premier cru’er sagtens kan hamle op med Puligny-Montrachet, Meursault og Corton-Charlemagne i mineralsk intensitet og indre brændendestyrke.

Erhvervsstrukturen
I Bourgogne er markerne klassificerede, ikke ejendommene eller domænerne. Det giver ekstra kompleksitet til området. En mark kan have mange ejere, hver med deres tanker om markdrift og lyster i kælderen. Selvom Bourgognesklassifikation og formelle appellationshierarki går fra regional, over village (landsby) til premier cru og grand cru i toppen og ideelt set skulle blive mere og mere tydeligt i sit særlige vinudtryk, ja så ved de fleste, der bare går lidt op i Bourgogne, at vinmageren kan ”forstyrre” det udtryk. Musigny kan smage på mange måder, Chambertin kan også, ligesom Chevalier-Montrachet kan. Før 1980’erne stod de store Beaune- og Nuits-negocianter, vinkøbmændene, for afsætningen til markedet, men også det har ændret sig. I dag er der myriader af domæner med egne jorder, der alle går direkte til markedet, mens negocianternes rolle er mindre og sjovt nok i tydeligt stigende grad går mod meredomænelignende status. Der er kamp om de gode parceller, de fine marker og de bedste druer. Alt er så prisopskruet i dag på grund af de blot 30.000 hektars lille produktion til det hungrende verdensmarked. De sidste to år har der dog været tegn på afdæmpning i prisstigningerne og endda prisfald – men så kom årgang 2024 med lille høst. Vi står lige nu et dirrende spændende sted. Stopper amokløbet eller fortsætter det? Vi får se, men i en kommende artikel skal I få mere at vide om de øjeblikkelige tendenser i marker og kældre, om stilarter og trends.