Forleden var jeg inviteret med til en smagning af den slags, som bare ikke finder sted mere. En smagning af Bourgognes mest eksklusive og kultisk fulgte vindomæner. Specialiserede, viljestærke, fingerfærdige og arbejdsomme vinmagere, hvis produkter markedet har bestemt skal koste mange gange mere end andre, som er lige så gode eller næsten lige så gode… eller, helt ærligt, endda bedre! Domaine Leroy, Arnaud Ente, Domaine de la Romanée-Conti – vi ved godt alle sammen, hvem de er, og jeg ved også godt at nogle af dem allerede ved ”stalddøren” koster meget mere end andre. Vi kunne tage Arnoux-Lachaux, Coche-Dury, Bizot og Armand Rousseau med. Under smagningen slog det mig pludseligt: dobbeltheden af dels at være afkoblet den normale vinvirkelighed af pekuniære årsager, dels at nyde en drik, som ikke er væsensforskellig fra mange af de mindre bekostelige bourgogner jeg har liggende i min egen kælder.

En flaske fra madame Lalou Bize Leroy kan også fejle. Hun og hendes stab kan også have haft så store udfordringer i marken, at vinen afspejler vejrliget i Bourgogne på værste vis. En vin fra Domaine de la Romanée-Conti kan også være opbevaret amatøragtigt, være flyttet syv gange fordi den er blevet et auktionsobjekt, så den enkelte flaske også fejler. Hver eneste flaske repræsenterer sin egen historik og den kan være langt mere ujævn end den flaske Clos de Vougeot fra Louis Jadot, som jeg købte on release og har haft liggende i kælderens stabile ro siden 2007.

Et er fejlbehæftede flasker og usikkerheden, som grundlæggende ikke er forskellig uanset om du køber bourgogne til 800 kroner flasken eller 80.000 kroner flasken. Noget andet er prisens multiplikation sat overfor den objektive kvalitet. I en anden klumme må jeg diskutere objektiv og subjektiv vinkvalitet, men lad mig her holde fast i, at der findes en form for objektiv vinkvalitet. I den sammenhæng ser vi en interessant korrelation. Jo mindre kvalitetstilvæksten er, jo større er pristilvæksten – eller med andre ord...En smule mere smagsintensitet, ti sekunder længere eftersmag og fire ekstra bestanddele i den vinøse kompleksitet øger prisen med faktor 3, 6 eller 15. Jeg uddyber: smagsforskellen på en vin til 100 kroner og en vin til 500 kroner er kæmpestor, mens smagsforskellen på en vin til 1000 kroner og en vin til 50.000 kroner er mikroskopisk.

Dermed siger jeg jo også, at de nævnte domæner ER mesterlige og muligvis også bedre end mange andre, jeg er helt med, men berettiger det pristilvæksten? Selvfølgelig ikke! Og jeg er ikke naiv 😊 – jeg ved jo godt basalt set, at slutprisen stammer fra grundlæggende økonomiske relationer mellem udbud og efterspørgsel, men det slog mig bare ekstra hårdt i sidste uge, hvor langt bort fra vinens oprindelige mening man er kommet med visse vine. Når det så er sagt, så fortjener alle vine kritik og sammenligning og i den sammenhæng var Domaine Leroys Vosne-Romanée 2004 en helt almindelig krasbørstig og syregrim afspejling af årgangen, mens Latricières-Chambertin 2001 sang englesang og åbnede porten til Paradis… og den slags koster jo!

‍